Hvis du har begivet dig ud på markedet af leasing, er du med garanti stødt på begrebet flexleasing? Men hvad er flexleasing egentligt? Og hvordan fungerer flexleasing? Og hvad er forskellen på flexleasing og privatleasing? Det får du svaret på i denne guide til flexleasing.
Kort fortalt er flexleasing er en form for finansiel leasing, hvor du kan høste fordel af kun at skulle betale registreringsafgift for den tid, du reelt har råderet over bilen.
Flexleasing kan derfor sidestilles som en slags billån, du afdrager på månedligt. Du bliver dog ikke registreret som ejer. Det er nemlig ikke muligt, da bilen står uden dansk registreringsafgift. Det er derfor leasingselskabet, der er anført som ejer af bilen. Du har blot brugsret over køretøjet. Men fordelen ved denne model er som sagt, at du ikke behøver at skulle betale fuld registreringsafgift.
Når du har fundet drømmebilen og det rette leasingselskab, skal du igennem følgende proces, når du skal flexlease.
I Danmark er vi blandt de førende nationer indenfor høje bilafgifter. Omsat til kroner og ører vil prisen på en bil købt på dansk jord være cirka 3 gange så høj som en tilsvarende model købt hos vores naboer i Tyskland. Så drømmer du om en bil i den højere prisklasse, skal du ved et normalt bilkøb hive den helt store tegnebog op af lommen.
Og det er her, at fidusen ved flexleasing kommer ind i billedet. Ved flexleasing slipper du nemlig for at skulle betale det fulde afgiftsbeløb, der raskt væk kan løbe op i 150% af bilens værdi. I stedet deles afgiften op i månedlige rater, som du betaler løbende.
Selvom flexleasing i særlig grad henvender sig til personer, der drømmer om at have en bil i den dyrere ende af prislejet stående i indkørslen, er det ikke ensbetydende med, at man skal vælge astronomiske drømmebiler i Ferrari eller Bentley-klassen, før flexleasing kan være en god idé. Også mellemdyre biler kan med fordel leases gennem flexleasing.
En tommelfingerregel indenfor flexleasing er, at det kan betale sig at flexlease, hvis bilen har en udsalgspris på 300.000 kroner eller derover. Og dette inkluderer moms og afgifter.
Hvis du vælger at flexlease en bil, bliver registreringsafgiften som sagt delt op i rater. Og jo ældre bilen er, desto billigere bliver afgiften pr. måned. Registreringsafgiften tager sig således ud:
Den mest åbenlyse fordel ved flexleasing er, at du ikke skal betale 150% registreringsafgift. Som beskrevet betaler du kun mellem 0,5 og 2% hver måned i registreringsafgift. Derved slipper du også for at skulle binde en stor del af din økonomi til et dyrt billån.
Registreringsafgiften er på alle måder det centrale punkt i forhold til flexleasing. For du slipper også for et mindre værditab på bilen på grund af den manglende registreringsafgift. Samtidig kan det være et incitament for køberne, når du skal af med bilen igen.
Du kan også se frem til at kunne spare lidt på forsikringen, hvis du flexleaser fremfor at købe. Bilen skal nemlig kun forsikres for bilens værdi – uden den fordyrende registreringsafgift.
Derudover er flexleasing attraktiv, hvis du gerne vil skifte bil efter årstid eller har skiftende behov. Eksempelvis kan du skifte mellem en åben vogn i sommerhalvåret og en firehjulstrækker i vinterhalvåret. Eller du kan vælge en vogn med stort bagagerum og masser af benplads i sommerferien, når familien skal på køreferie.
Du skal desuden heller ikke frygte for at løbe tør for kilometer, når du vælger flexleasing. Modsat eksempelvis Mini-lease eller operationel leasing er der nemlig ingen begrænsninger på antal kørte kilometer i leasingaftalen.
Selvom der kan være mange fordele ved flexleasing, vokser træerne ikke nødvendigvis ind i himlen. For flexleasing er – ligesom det gør sig gældende for finansiel leasing – en form for finansieret bilkøb. Det betyder, at du står for at skulle finde en køber til bilen efter endt leasing. Eller købe den selv. Og da flexleasing mestendels bliver anvendt til biler i det højere prisleje, så forudsætter det også en vis købekraft hos en eventuel køber.
Derudover står bilen uden dansk registreringsafgift, når du er færdig med at lease. Og det kan være vanskeligt at finde en køber indenfor Danmarks grænser, der er villig til at købe en bil uden registreringsafgift. Bilen vil derfor være mest populær blandt bilforhandlere, der kan sælge den videre, eller på et udenlandsk marked.
Leasingfirmaet kan tilmed sætte sig på hælene, og kræve at bilen bliver solgt til en anden virksomhed fremfor en privat køber. Derved kan de nemlig slippe udenom reklamationsretten.
Lykkedes det dig ikke at finde en køber, skal du som sagt selv købe bilen. Det er du forpligtet til i forhold til kontrakten. Ergo kan flexleasing også indebære en højere risiko, der ikke bliver mindre af at bilen ligger i det dyrere prisleje.
Derudover er det værd at bide mærke i bilens restværdi – eller scrapværdi, som det også kaldes. Den hæfter du nemlig for. Derfor er det vigtigt, at du får fastsat en realistisk restværdi, der ikke ligger for højt. Ellers kan du stå med et stort tab, når du afleverer bilen tilbage. Læs mere om restværdi indenfor leasing af bil i vores guide.
Står du overfor at skulle lease en bil, men er usikker på hvorvidt du skal vælge flexleasing eller privatleasing? Så får du her et hurtigt overblik over de to typer leasing. Og valget er i høj grad bundet op på din risikovillighed, og hvorvidt du vil eje eller leje.
Flexleasing. Flexleasing er et godt valg til dig, der drømmer om at køre i en bil i +300.000 kroners klassen og gerne vil have mulighed for at skifte bil med jævne mellemrum. Flexleasing kan ses som en form for billån, hvor du afdrager månedligt. Dog slipper du for at skulle betale registreringsafgiften i én mundfuld. Det betyder samtidig, at bilen i sidste ende er dit ansvar. Denne type leasing henvender sig derfor til folk, der måske er lidt mere risikovillige.
Privatleasing. Ved privatleasing – eller operationel leasing – lejer du bilen i en given periode til en fast månedlig ydelse. Og efter endt leasingperiode kan du aflevere bilen tilbage uden at skulle spekulere på restværdi eller tab på bilen.
Denne type leasing er især velegnet til personer, der gerne vil have tryghed i økonomien og som ikke er villige til at indgå i nogen form for risikovillige handler. Du skal dog være opmærksom på, at der er kilometerbegrænsning på aftalen. Så du skal have en god fornemmelse af dit kørselsbehov, når du indgår kontrakten. Læs mere om operationel leasing her.